Kranfører
Om uddannelsen og jobbet
Som faglært kranfører arbejder du med transport og løft af stort og tungt gods – ofte på opgaver, hvor præcision, planlægning og sikkerhed er helt afgørende. Du lærer at køre lastbil både med og uden påhængskøretøj i Danmark og internationalt, og du bliver uddannet til at arbejde trafiksikkert, energi- og miljørigtigt. Som kranfører kan du betjene mobilkraner og store lastbilmonterede kraner, og du får viden om alt fra rute- og læsseplaner til vægtfordeling, lastsikring, transportdokumenter og gældende regler for vejtransport. På skolen får du blandt andet undervisning i grundlæggende og avanceret kranarbejde, tegningsforståelse, færdselslære og samfundsfag, og du opnår en række krancertifikater og kørekort.
En typisk arbejdsdag
En arbejdsdag som kranfører kan begynde med, at du planlægger dagens rute, vurderer godsets vægt og størrelse og sikrer, at både kran, lastbil og hjælpemidler passer til opgaven. På byggepladser, havne, virksomheder eller større anlægsprojekter opstiller du kranen korrekt og udfører løft med stor nøjagtighed. Hver opgave kræver, at du kan læse situationen, samarbejde med andre faggrupper og holde hovedet koldt, når store elementer skal flyttes sikkert på plads.
Du trives, hvis du
- drømmer om et job, hvor du kan styre store maskiner med præcision og ansvar
- kan lide at arbejde praktisk og fysisk, men også bruge hovedet til beregning og planlægning
- synes, det er spændende, at ingen opgaver er helt ens
- har fokus på sikkerhed og kan bevare roen, når opgaverne er komplekse
- gerne vil bidrage til store projekter, der kan ses i bybilledet
Frederik, Kranfører“Det fedeste ved jobbet er at arbejde med maskiner, som de færreste får lov til at styre. Når man står med ansvaret for et stort løft, kræver det både koncentration og overblik. Det giver en fed følelse, når opgaven lykkes, og man ved, at andre kan komme videre med deres arbejde.”
Ofte stillede spørgsmål om Kranføreruddannelsen
-
En kranfører arbejder med at løfte, flytte og transportere tunge byrder ved hjælp af mobile kraner og lastbilmonterede kraner. Du planlægger løfteopgaver, håndterer gods og sørger for, at arbejdet bliver udført sikkert og præcist.
-
Du bliver kranfører gennem erhvervsuddannelsen til kranfører. Her veksler du mellem skole og læreplads, hvor du lærer at arbejde med kraner, transport og håndtering af tungt gods i praksis.
-
Uddannelsen til kranfører varer typisk 3 år og 6 måneder. Hvis du vælger at fortsætte til specialet kørselsdisponent, kan uddannelsen samlet vare op til 5 år.
-
Du behøver ikke vide alt om kraner på forhånd, men det hjælper, hvis du interesserer dig for teknik, maskiner og praktiske opgaver. Under uddannelsen lærer du at arbejde med både udstyr, sikkerhed og planlægning..
-
Kranfører kan være noget for dig, hvis du kan lide store maskiner, har fokus på sikkerhed og trives med ansvar. Du skal kunne arbejde selvstændigt, holde overblikket og være præcis i dit arbejde.